Velkommen til "Soldrys" - foredragsholder og forfatter Agnete Odgaard-Jensen
  Startside
Om Agnete Odgaard-Jensen
Mine foredrag
Referencer og anbefalinger
Hædersbevisninger
Bogen "Sund mad uden stress"
Bogen "Medvind i modgang"
Øvrige udgivelser
Sprang
Hent min brochure (PDF)
Mødestederne
Kontakt og booking

Billede af solur

Soluret tæller kun de lyse timer...
    Agnete har udgivet kogebogen "Mad uden Stress"

Agnete Odgaard-Jensen udgiver kogebog

Ny kogebog med ”blindsmagning”.

Den 27. oktober 2011 udkom kogebogen ”Mad uden stress” af Agnete Odgaard-Jensen.
Agnete Odgaard-Jensen har været blind siden 1975 som følge af diabetes, så alle bogens opskrifter er skabt kun ved hjælp af smags-, føle-, lugte- og høresansen. Netop brugen af sanserne er det centrale i alle opskrifterne, der også er fedtfattige.

Her fortæller Agnete Odgaard-Jensen om tankerne bag udgivelsen af ”Mad uden stress”:

Min store drøm er gået i opfyldelse
Lige fra jeg var en stor pige, har min store interesse været at lave mad og være kreativ i køkkenet, og det blev samtidig til stor glæde for min mor. Da jeg mistede mit syn i 1975, troede jeg nok ikke lige, at det skulle ende med, at jeg fik mine ideer udgivet i en kogebog, men hvorfor ikke? I starten skrev jeg som blind mine påhit ned på punktskrift og senere på computeren. Efter talrige opfordringer fik jeg blod på tanden til at realisere min drøm, og derfor var springet ikke så stort til at gå i gang med opgaven. Jeg holdt en pause i min foredragsvirksomhed og tog arbejdshandskerne på.

Måtte nøjes med 2. pladsen som blind kogebogsforfatter.
Jeg troede helt bestemt, at jeg ville blive den første blinde kogebogsforfatter, men der tog jeg fejl. Da jeg undersøgte sagen nærmere, fik jeg nemlig at vide på Nationalmuseet, at Christiane Rosen, som mistede sit syn i 1810, udgav en kogebog nogle år senere. Hun kunne ernære sig ved at sælge bøger, for på det tidspunkt var folk begyndt at interessere sig for opskrifter på mad, idet komfuret holdt sit indtog i mange hjem. Det var ligeledes en kogebog for seende.

Samarbejde med forlag, fotograf og kromanden fra Svostrup kro
Da min beslutning var taget, gjaldt det om at finde et forlag, som ville udgive min kogebog, og min første henvendelse gav resultat. Jeg havde forlaget Moxfa i kikkerten, og forlægger Christian Morsing sagde ja, men nok ikke uden betænkeligheder. Fotograf Knud E. Jensen har taget alle billederne, og Niels Løgager, kromanden fra Svostrup Kro, som ligeledes er censor på kokkeskolen, har skrevet anprisningen.

Sunde ideer i bogens indhold
Der er 68 opskrifter, og billeder af de 63. Opskrifterne er ikke fedtfrie, men kun tre af dem er ikke fedtfattige, så kogebogen er velegnet såvel til diabetikere som til andre, som vil leve sundt. Det er ikke nødvendigt at skulle løbe langt efter ingredienserne, for de kan købes i de fleste supermarkeder. Jeg har gjort meget ud af det sunde grove brød, gode grønsagssupper, og jeg har ligeledes mange forslag til salater og grønsagstilbehør, som jeg selv gør meget ud af. Der er forslag til for- og hovedretter samt desserter eller noget til en kop kaffe.

Mad uden stress
Der er ikke noget værre end at komme til middag et sted, hvor værtinden suser rundt mellem potter og pander, stresset fordi madlavningen ikke er planlagt ordentligt. Jeg værdsætter højt at give mig tid til at lave mad, forberede den i god tid, så den er parat til at blive sat i ovnen, når gæsterne er på trapperne. Er det weekend, og vi vil slappe af herhjemme, går jeg efter samme princip. Jeg kan slet ikke forestille mig, at madlavning nogensinde vil blive en sur pligt, for lysten driver værket. Bogen er derfor en oplagt julegave til dem, der gerne vil nyde livet i deres køkken.

Hent ovenstående artikel som PDF:
MadUdenStress.pdf


Fakta:
Agnete Odgaard-Jensen har arbejdet på kogebogen de sidste 10 år.
I 2001 begyndte Agnete Odgaard-Jensen at lave madopskrifter til bagsiden af bladet Blindes Jul og siden er antallet af opskrifter vokset og vokset.
Kogebogen er udgivet på forlaget Moxfa, fotografen er Knud E. Jensen Hurup og anprisningen er skrevet af Niels Løgager, der er kromanden på Svostrup kro.
Bogen er på 96 sider med 68 opskrifter, hvoraf der er billeder af de 63.


Anprisning - af Niels Løgager

Agnete Odgaard-Jensen: Mad uden stress

Mad - Uden Stress - Intet mindre!
En bog der ”genopfinder” de gode gamle hyggestunder omkring bordets glæder.

Hygge er vi danskere gode til, måske mest på grund af vejret. Når sommeren er ovre, trækker vi os stille og roligt ind i vore ”huler”. I denne bog genfinder vi glæden ved at tilberede et godt måltid mad - til os selv, til to, til familien, børnene, til venner og gæster af huset - er det ikke bare dejligt... Lidt ekstra tid i køkkenet, udretter mirakler. Det er ren terapi - og tænk - det kan gøres for små midler!

Jeg beundrer mange gange de flotte, læs dyre, køkkener der findes rundt omkring, og tænker på hvor lidt de nok bliver brugt, udover til opvarmning af fastfood, pizza og den slags lækkerier, der smager af... øh.....ikke meget.... Hov! - er hverdagen blevet noget med hurtig mad - en ”klemme” i hånden, videre ind i fjernsynsrummet, på vej til fitnesscenteret eller andre gøremål.

STOP - det er aldrig for sent. Nu med ”Mad uden stress”.

Den bedste smagsoplevelse findes faktisk i hjemmet.
Nyd og oplev hele forløbet - opskrift - indkøb - tilberedning - tilsmagning. Træk vejret dybt - luk øjnene - forestil dig retten serveret på dit bedste porcelæn - der er nok til alle sanserne.
Smag på det hele!

Dejligt med en brugervenlig bog, hvor læseren kan købe varerne i nærbutikker, supermarkeder og gårdbutikker, så økologisk som mulig - uden hysteri.
Følg opskrifterne - tilføj din smag - lysten til selv at sætte lidt smag på hverdagen. Fyldt med nærværd, balance, hygge og glæde - Det er ren terapi!

Agnete har virkelig, med sin bog og titel, rusket godt og grundigt op i gamle og ”glemte” køkkenglæder. Jeg glæder mig personligt til at prøve flere af Agnetes opskrifter.

Niels Løgager er uddannet tjener og kok og har, når denne bog er udgivet, drevet Svostrup Kro i 30 år. Startede i år 1969 på Hotel Dania i Silkeborg, og har arbejdet i restaurationsbranchen siden, med stor vægt på elevarbejde. I år 2007 vandt vi årets læreplads, året efter årets arbejdsplads. Flere elever har vundet guld-, sølv- og bronchemedaljer til svendeprøverne. Over 100 elever er udlært på kroen. Dette har kun været muligt, fordi ” VI driver en kro”. Og nu vil vi også prøve.... UDEN STRESS

 
Agnete's egen artikel i "Blindes Jul" 2011:

En stor pigedrøm går i opfyldelse.
I efteråret 2011 har jeg den store glæde at få udgivet mine opskrifter i en kogebog. Bogens titel er ”Mad uden stress”. Det er min samling af opskrifter, som jeg selv har kombineret gennem flere år. Min store interesse for at lave mad har jeg fra min barndom, hvor jeg fik lov til at hjælpe med i køkkenet hjemme på gården, og jeg var som helt ung i nogen grad med til at bestemme, hvad der skulle på bordet. Da jeg lidt senere flyttede hjemmefra , var min største fornøjelse at komme hjem og få overladt køkkenet, og det nød min mor også. Som barn og ung var jeg meget kræsen, men når jeg selv fik lov til at være med til at lave maden, kunne jeg i det mindste bedre overtales til at smage på den. At blive rost af min mor gav mig yderligere lyst til at hjælpe med madlavningen.

Kirsten Hüttemeiers afløser.
Vi havde i Blindes Jul i flere år haft Kirsten Hüttemeier til at lave madopskrifter til bagsiden af bladet, men da hun af helbredsmæssige grunde ikke mere kunne magte opgaven, blev jeg opfordret til at gøre det. Dette tilbud kunne jeg ikke sige nej til. Jeg regnede med, at det bare skulle være et par år, indtil vi fandt en anden madskribent. Jeg vidste i hvert fald, at jeg havde egne opskrifter til de første 2 – 3 år, men den ene nye ide efter den anden dukkede hele tiden op. På talrige opfordringer fra andre mennesker og ikke mindst vore læsere har jeg så samlet alle mine ideer og opskrifter i en bog. Jeg var så heldig, at fotograf Knud Jensen har gemt alle billederne af mine retter, som han har fotograferet gennem årene. Da jeg fik det at vide, var jeg ikke mere i tvivl om, at nu skulle forsøget gøres, og jeg fandt forlaget Moxfa, som ville udgive den.

Hvorfor skal min bog hedde ”Mad uden stress”?
Det er dejligt at komme som gæst, når man kan mærke, at værtinden ikke er stresset. Som blind er det utrolig vigtigt for mig, at jeg kan lave maden i forvejen, og når gæsterne kommer, står maden i køleskabet parat til at sætte i ovnen. Denne ide kan andre mennesker også have stor glæde af. Jeg anvender oftest varmluftovn, for der kan jeg placerer både kød, kartofler og grønsager samtidig, og tilmed spare både tid og energi. Forretten er oftest en let suppe, der er lavet i forvejen lige til at varme. Det er ved at være således, at vore gæster forventer én eller anden spændende suppe, som jeg selv har fremstillet opskriften til. Da jeg læste min opskrifter igennem, kunne jeg godt indse, at ”Mad uden stress” ville være den helt naturlige titel til bogen.

Den første blinde kogebogsforfatter.
Jeg troede, det skulle blive mig, men der tog jeg fejl. På nationalmuseet har jeg fået at vide, at i 1810 mistede Christiane Rosen synet. Hun var tidligere husholderske, og hun ernærede sig ved at skrive en kogebog, som blev udgivet ca. 10 år senere. På det tidspunkt var man begyndt at få komfurer i hjemmene, så derfor blev det interessant at købe en sådan bog.

En bog velegnet til alle.
I bogen findes også mange eksempler på hverdagsmad. Jeg er selv diabetikere og spiser derfor kun sundt og fedtfattigt, så bogen passer derfor til alle, der vil leve efter disse regler. Kun 3 af desserterne er ikke egnet til diabetikere. Jeg har den opfattelse, når jeg som blind kan lave maden efter mine opskrifter skulle en seende have en rimelig chance for at gøre mig det kunsten efter. Mit motto har altid været, at man kan, hvad man vil, men siden jeg har mistet mit syn, må jeg føje til – næsten da.

Rigtig god fornøjelse med bogen.
Soldrys . Kammersgårdsvej 7 . 7760 Hurup . Tlf. 97956409 . E-mail: odgaard@soldrys.dk


Webdesign af Anders Mikkelsen, www.fokusdesign.dk